top
.

REVISORTRAINEE HOS INFOREVISION 

Hvert år ansætter vi 5 – 7 trainees i vores revisionsdel. Vores trainees integreres hurtigt som en del af en årgang og i revisionsteamet, hvor man sidder på kontor sammen med sin ”mentor”. Inden for den første måned inviteres der på weekendtur i Marienlyst sammen med de øvrige trainees – og herefter føler man sig rigtig hjemme! Herunder kan du møde Mia, som er en af vores mange dygtige revisortrainees.


 

Mia Helene Aundrup, 20 år

Mia er 20 år og 1. års trainee i inforevision. Hun er opvokset i Farum og bor nu på Amager. Efter gymnasiet søgte Mia kun én trainee-stilling, og det var i inforevision. Mia gør ikke noget halvt. Hendes fremtidsplan er at gå hele vejen og blive statsautoriseret revisor.

Hvorfor revisor?

I 2.g. var jeg til masterclass i inforevision, hvor vi oplevede huset og løste konkrete opgaver. Det var rigtigt spændende, så da jeg havde undersøgt tingene lidt mere, faldt jeg for uddannelsen og for inforevision. Det er også den eneste virksomhed, jeg har søgt. Jeg er typen, der ikke gør noget halvt. Når jeg har truffet en beslutning, går jeg hele vejen, og jeg har en idé om, at jeg også skal være statsautoriseret revisor ligesom min morfar, der havde sit eget firma. 

Du skal have vilje til udvikling

Hvis du vil være revisor, skal du have matematisk forståelse, men man vokser lynhurtigt med opgaven, og du behøver ikke at kunne alt 100 %, før du starter. Men du skal virkelig have viljen til at udvikle dig både fagligt og personligt, og inforevision gør meget ud af at forklare, hvad der skal til, for at du kan begå sig på en arbejdsplads med påklædning, opførsel osv. Det skal man være klar til. 

Konstant udvikling, men aldrig alene

De første måneder har været gode, og jeg føler, jeg har været her i lang tid – og så alligevel ikke. Ugerne flyver afsted, og jeg lærer noget nyt hver eneste dag. Nogle gange er jeg helt bombet, når jeg kommer hjem om aftenen. For to måneder siden vidste jeg stort set ingenting, og nu har jeg allerede lavet to revisioner og sidder med egne kunder. Jeg er blevet kastet ud i opgaverne, men føler aldrig, at jeg står alene eller er på bar bund. Man bliver hele tiden holdt i hånden af partnere og kollegaer, og der er altid nogen, du kan spørge, hvis du er i tvivl. 

De stoler og tror på dig

Fra starten er jeg blevet mødt med åbne arme i inforevision. De er erfarne og ved, hvordan de skal håndtere nye trainees. Her kan alle snakke med alle, og man føler sig bare så velkommen. Og de stoler på dig og tror på dig. Det er en stor cadeaux. Allerede i min anden uge skulle vi sende fuldmagts- og engagementsforespørgsler ud til bankerne, og det var med vores egne underskrifter. Det var bare sejt! 

Et godt socialt miljø

Der er mange unge i inforevision, og der er et rigtigt godt socialt miljø både i og uden for arbejdstiden. Mange ses efter arbejde og laver alle mulige ting, og det omfatter altså ikke kun de unge. Der foregår en masse på tværs af afdelinger og aldersspredning.

Adresse
Buddingevej 312, 2860 Søborg

Følg os
inforevision


Læs også om Simon, der er revisortrainee hos inforevision

Simon er 20 år og 1. års trainee i inforevision. Han kommer fra Århus, men er flyttet til København for at uddanne sig i inforevision.